Michelle Jeppesen
@Michelleboellehuus
75 Bücher gelesenLetzte Aktivität
Langsom og smuk fortælling om sorg og kærlighed. Ellis er skaberen af The Poppy Fields, et nytænkende terapicenter, hvor patienter kan komme og sove i en komalignende tilstand. Patienterne er alle sørgende - mennesker som har mistet en elsket, og vælger at sove i op til to måneder, for så at vågne op med accept af tabet og vilje til at fortsætte livet. Men der er en risiko. For 25% af alle patienterne vågner op og har mistet kærligheden til den, de sørgede over. Ray, Ava, Sasha og Sky er alle på vej til The Poppy Fields og ender sammen på rejsen i den gule lejebil, Kanariefuglen. De har alle en grund til at rejse, komplicerede menneskelige oplevelser af kærlighed og tab, som driver dem. Bogen strækker sig over deres rejse og folder hver fortælling ud lag for lag. Bogen giver ingen svar og moraliserer ikke. Den er blot fyldt med spørgsmål, oplevelser og empati. Spørgsmål om kærlighed og sorg og hvad det betyder at kæmpe for livet, når nogen mangler i det. Meget fin produktion i den engelske lydbog.
Pinlige Onkler er en genskrivning af Argumenter For Mennesker, med nye eksempler, men støvsuget for nye tanker. Men hvor Argumenter For Mennesker var en øjenåbner for mig (og en bog jeg siden har anbefalet mange andre), så fremstår Pinlige Onkler unuanceret og privilegieblind. Fra sit afslappende forfatterrefugium på paradisøen Bali beskriver Vejlø alle de aspekter af hverdagen, hvor mennesker risikerer at miste noget vigtigt menneskeligt, ved at overlade opgaver til AI. Her beskrives, hvordan Vejlø faktisk selv gør rent i sit hjem med spændende podcast i ørerne, hvordan hun sætter sig i sofaen og betragter rengøringsværket med tilfredshed, mens gulvet tørrer. Ved du hvordan jeg gør rent? Jeg kommer hjem fra arbejde med armene fulde af indkøbsvarer og sultne-vrede unger, jeg forsøger at tømme opvaskemaskinen, skrælle gulerødder, lege tiger, forhindre is-kup fra fryseren og dække bord - samtidig. Når mine børn så er gået i seng, så kan jeg vælge mellem et roligt sofaøjeblik, eller samle bamser, legetøj og underbukser op fra gulvet og fylde opvaskemaskinen færdig. Vil jeg vælge en intelligent teknologi, der kan hjælpe med rengøring og dermed give afkald på den særlige menneskelige tilfredshed i at se mit håndvaskede rene gulv tørre? Abso-fucking-lutely. Mister jeg min menneskelighed af den grund. Det tror jeg ikke på. Jeg beundrer Vejløs stemme i skærm-debatten, hvor hun aktivt opfordrer til nuancer, forskning og modsætter sig de hurtige slutninger. Jeg savner DEN stemme i denne bog. Den stemme er nemlig erstattet med en belejlig skråsikkerhed. Udryddelsen er menneskeheden præsenteres i forskellige dommedagsscenarier side om side med Vejløs egne science fiction-plots. Er du ikke overbevist om at AI er menneskets overmand og menneskets endeligt, så har Vejlø et slående og affærdigende argument: Det er fordi du ikke ved nok om emnet. Det er for mig provokerende nok til, at jeg næsten ikke lægger mærke til Vejløs rigtige mission med bogen: At advare mod ureguleret AI. At advare mod, at vi, blinde af effektivitet og profit, fralægger os netop de egenskaber, som gør os mennnesker menneskelige.
En gennemført og utrolig interessant samtidshistorie med et skarpt blik på alt det, vi antog og forsømte og frivilligt mistede i den tid, hvor vi troede, at historien var slut, at mere demokrati, mere velstand, mere lighed var den eneste fremtid. Og hvordan de sidste års kriser er spande med koldt vand i ansigtet, som kan få os til at handle aktivt for den fremtid, vi ønsker. Ligesom forfatteren er jeg vokset op i optimismens tid og kan meget levende genkende det billede, som bliver tegnet af tidsånden. Citater fra bogen: “Optimismen gjorde os passive, vi grinede ad folk, der var politiske, vi kaldte dem hellige og kedelige, vi var ubekymrede huskatte, vi gik op i os selv frem for i verden. Nu er det anderledes. Når tingene går galt, når man frygter fremtiden, så er man tvunget til at forstå og tage stilling. Og det giver grund til optimisme.” — “Da jeg voksede op, var pessimismen en kulturel modfortælling. Det kunne være cool at virke deprimeret og sortseende, fordi det stod i kontrast til tidens dominerende orden. Men det var mest en attitude, en stil, et kostume, man kunne tage af og på, fordi verden netop var sikker og stabil.”
Hvordan anmelder man det 20. århundredes største danske mesterværk? Bogen er kraftfuld og mystisk. Historien er tragisk og mørk. Fortællerstemmen er interessant og utilregnelig. Og så er den også rodet, underlig, svær, langtrukken og i længere passager lidt kedelig. Det er den slags bog, som jeg er glad for at have læst, men det var egentlig ikke en læseoplevelse, som jeg nød.
Mehr in Bookabout entdecken
Folge Michelle Jeppesen, entdecke den kompletten Leseverlauf und finde großartige Bücher zusammen.